ETKerteminde søger medarbejder

Er du en handlingsorienteret netværker med kommerciel tæft for vækst i lokale små- og mellemstore virksomheder og med øje for at servicere hele erhvervslivet?

Vi søger en medarbejder til en nyoprettet stilling i ETKerteminde, som er en selvstændig erhvervsdrivende fond i Kerteminde Kommune, hvor det lokale erhvervsliv understøttes med professionel hjælp til vækst. For Kerteminde Kommune betyder et velfungerende erhvervsliv, at nye borgere flytter til, at beskæftigelsesmulighederne for kommunens borgere er større, og at kommunen sammen med virksomhederne kan lave partnerskaber, der eksempelvis tiltrækker nye virksomheder eller større events. Vi sætter fokus på de virksomheder, der har et særligt vækstpotentiale.

ETKerteminde – vi støtter de erhvervsdrivende  
Turisme- og erhvervsindsatserne i Kerteminde Kommune samles i én organisation, ETKerteminde. Som vores nye medarbejder, vil du få en aktiv rolle i opbygningen af en ny erhvervsservice i ETKerteminde.

Her er det vores opgave at forbedre erhvervslivets vilkår samt tiltrække nye virksomheder og attraktive events til kommunen med et fokus på den grønne omstilling og bæredygtighed i de mange indsatser, vi laver.

For at indfri ambitionerne om at blive genkendt som en meget erhvervsvenlig kommune, leder vi hos ETKerteminde lige nu efter en profil, som kan hjælpe os på den rejse. Vi skal være en relevant samarbejds- og sparringspartner uanset om det er for iværksættere, etablerede virksomheder, turisme, detailhandel eller produktion – og det er helt underordnet, om det er enkeltmandsvirksomheden eller en virksomhed med mange ansatte. Du skal derfor kunne begå dig i mange forskellige miljøer og omsætte de input, du får fra virksomhederne til værdifuld handling.

Stærk netværker med mod på at hjælpe virksomheder  
Det bliver din opgave for, nyetablerede virksomheder og investorer, at bidrage med introduktion til relevante netværk – du skal både skabe nye netværk, ligesom du skal skabe attraktive tiltag og muligheder for virksomheder at etablere sig under. Du kan derfor forvente, at jobbet indeholder en stor andel af opsøgende virksomhedskontakt. Derudover skal du kunne assistere med faglig sparring med fokus på virksomhedsopstart, vækst- og udviklingsmuligheder, øget omsætning og opkvalificering af ansatte, og så skal du hjælpe virksomhederne med korrekt overlevering af myndighedsopgaver.  

For allerede etablerede virksomheder består opgaven i sparring inden for emner som vækst, øget samarbejde og vidensdeling på tværs samt vejledning i, hvordan bæredygtighed og grøn omstilling kan implementeres i virksomheden. 

Du vil blive en del af et fagligt team hos ETKerteminde på 6 engagerede medarbejdere med hver deres faglige kompetencer inden for rådgivning, projektstyring, analyse, events, fondsansøgninger, netværk, markedsføring, presse, turisme- og erhvervsudvikling og events med bredt lokalkendskab. Du vil her kunne hente god sparring og der vil være grundig oplæring.

Hvad forventer vi af dig? 
Du kendetegnes som udadvendt, og har erfaring med at opbygge netværk og gode samarbejdsrelationer. Du har gode sociale kompetencer, et selvstændigt drive og du elsker at se de tiltag du har skabt, vokse sig større. Du formår at binde nye og eksisterende virksomheder sammen, lytte til deres behov og omsætte deres viden og kompetencer til synlige indsatser.

Som vores nye kollega har du: 

  • Kendskab til turisme og erfaring med opsøgende kontakt til erhvervsdrivende
  • Evner til selvstændigt at booke og gennemføre møder samt netværk på såvel ledelsesniveau som i små- og mellemstore virksomheder 
  • En god evne til at stille dine kompetencer til rådighed for både virksomheder og kolleger 
  • Lyst til at arbejde selvstændig og til at tackle mange forskellige opgaver på én gang. Noget du er god til, fordi du har en god struktur i dit arbejde 

Med empati, en struktureret tilgang og gode sociale kompetencer varetager du erhvervslivets interesser og behov. Du skal kunne forstå det muliges kunst og kunne skabe balance i hverdagens udfordringer.

Du får en vigtig funktion – og vi har derfor brug for dig 
Byrådet i Kerteminde Kommune sætter med en ny erhvervsstrategi fokus på at optimere sammenhængen mellem de forskellige erhvervs- og turismefremme indsatser i Danmark. Indsatserne varetages af forskellige organisationer og kommunen selv. Derfor er det politiske fokus på sammenhæng og synenergi på tværs af egne og andres indsatser afgørende for at virksomhederne oplever en erhvervsservice, der er let tilgængelig, fagligt kompetent og optaget af at bidrage til realisering af virksomhedernes vækstpotentialer.  

Din indsats er lokalt i Kerteminde Kommune, og er vigtig for at vi sammen kan lykkes.  

Sådan søger du 
Løn og ansættelse er efter kvalifikationer.

Arbejdsstedets adresse er: Strandvejen 6, 5300 Kerteminde. 

ETKerteminde er en selvstændig erhvervsdrivende fond. 

For yderligere information om jobbet, kan du kontakte
konsulent Camilla Lykke Hansen på tlf.: 30 63 17 49 eller chefkonsulent Trine Skovgaard på tlf.: 30 63 17 97.

Vi glæder os til at høre fra dig. 

Kontakt os

ETKerteminde
Strandvejen 6, 5300 Kerteminde
Telefon: +45 65 32 11 21
Mail: kontakt@etkerteminde.dk

Find os

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.