Kontorfællesskab i Munkebo giver iværksættere bedre vækstmuligheder

Det er med stolthed, at ETKerteminde kan åbne dørene op for kontorfællesskabet på Lindøalléen i Munkebo og byde lokale iværksættere indenfor til en hverdag med mere netværk og sparring, og mindre ensomhed og hjemmekontor.

Det kan hurtigt blive ensomt at være iværksætter, men for en beskeden husleje det første år kan iværksættere i Kerteminde Kommune nu få andre gode iværksætter-kollegaer at sparre med over morgenkaffen. De skal blot leje sig ind i det nyetablerede kontorfællesskab for iværksættere på Lindeøalléen i Munkebo.

Plads til både ro og snak
I det store, åbne kontorlandskab på Lindøalléen i Munkebo sidder der i øjeblikket fem virksomheder; en grafiker, en landbrugsrådgiver, en salgsvirksomhed af sundhedsproduktet Aloe Vera, Brahetrolleborg Green Care samt Bo Sandberg, ejer og direktør i virksomheden S1 Management.

Bo har sagt ja til at vise rundt i lokalerne, hvor han netop selv er flyttet ind, og har fået plads overfor Lene Stovgaard, medindehaver af virksomheden Forever Power. De to repræsenterer, med et glimt i øjet, ”den snakkende del” af kontorfællesskabet, mens der er lidt mere stille fra den anden side af lokalet, hvor grafikeren og landbrugsrådgiveren har fået kontorplads.

”Det handler selvfølgelig om at tage hensyn både i vores indbyrdes snak, når vi har kunder på besøg og når vi taler i telefon. Vi er her sjældent på samme tid, så det fungerer rigtig godt”, beroliger Bo, mens resten af kontoret nikker og smiler.

Netværk og Sparring
Bo Sandberg beskæftiger sig i dag med rekruttering, karriererådgivning og etablering af netværk igennem sin enkeltmandsvirksomhed S1 Management, men vejen til kontorfællesskabet i Munkebo har ikke været lige og indtil 2006 forventede han ikke, at han skulle forlade storbylivet i København.

I dag ser han dog stor værdi i at være lokal og kende både kunder og kolleger, og han ser frem til at følge det unikke miljø for nystartede, lokale virksomheder, som kontorfællesskabet byder på.

”Jeg siger ikke vi andre ved alt, men vi kan da hjælpe med en masse ting, og indimellem kan vi jo også anbefale hinanden til vores kunder” siger Bo Sandberg og koger værdien af det nye kontorfællesskab for iværksættere ned til to centrale ting: Netværk og Sparring.

Stor Efterspørgsel og Fyldte Pladser
Det er Kerteminde Kommunes nye organisation ETKerteminde, der står bag driften af kontorfællesskabet i Munkebo og her er man godt tilfreds med opstarten.

”Vi har faktisk ikke gjort noget endnu for at markedsføre det, så mon ikke det kommer til at gå hurtigt, når vi fortæller om det”, siger Dorte Frandsen, direktør for ETKerteminde.

De fem ”kollegaer” på Lindøalléen er glade for deres nye kontorpladser samt fællesskabet i Munkebo, og de ser frem til, at få selskab af endnu iværksætter på kontorets eneste tilbageværende plads. 

Skal du have en plads?
Kontorfællesskabet i Munkebo er åbent for alle typer virksomheder, uanset om du er iværksætter, nystartet eller etableret. Den daglige drift varetages af ETKerteminde, mens Kerteminde Kommune står for selve lejemålet. Den samlede månedlige leje for en kontorplads er 600 kroner, hvoraf halvdelen tilgår Kerteminde Kommune for leje af lokalet, det resterende beløb går til driften.

Som lejer får man, udover det gode selskab, adgang til internet, tekøkken, mødelokale, toiletfaciliter samt rengøring.

 

FAKTABOKS

Mangler du en kontorplads til din iværksættervirksomhed?

Lokalerne på Lindøalléen startede som kontorfællesskab for Klyngen ved Havet og indeholder i alt seks kontorpladser. Fra 1. februar 2021 er der en enkelt ledig plads.

Kontakt ETKerteminde på dfr@etkerteminde.dk for at høre mere om mulighederne.

De fem lejere i kontorfællesskabet er:
Frydenlund Grafisk v/ Anita Frydenlund
Max Jakobsen Miljørådgivning
Forever Power ApS v/ Lene Stovgaard
Brahetrolleborg Green Care
S1 Management v/ Bo Sandberg

Det nye trekløver i Kerteminde Kommune

Mens Kerteminde Kommune har myndighedsansvaret og Erhvervshus Fyn har det faglige og specialiserede ansvar, kommer ETKerteminde ind som virksomhedernes indgang til de to instanser, samt med ansvar for iværksætteropgaverne i kommunen. Sammen skal de tre enheder sikre en stærkere indsats til gavn og glæde for erhvervslivet i Kerteminde Kommune.

Se mere på www.etkerteminde.dk eller www.facebook.com/Kertemindeerhverv

Kontakt os

ETKerteminde
Strandvejen 6, 5300 Kerteminde
Telefon: +45 65 32 11 21
Mail: kontakt@etkerteminde.dk

Find os

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.