Erhvervskontakten er i gang – og glæder sig til opgaven

Det summer af aktivitet i kontorerne bag biblioteket på Strandvejen i Kerteminde.
ETKerteminde, som er navnet der dækker over ”Erhvervs- og turismeindsatsen i Kerteminde”, er i gang 

Højt ambitionsniveau i ny erhvervsstrategi

Kertemindes kommunalbestyrelse vedtog denne sommer en ambitiøs erhvervsstrategi for perioden 2020-2024. 

Strategien peger på indsatser, der blandt andet har til formål at forbedre kommunens erhvervsvenlighed ved i højere grad, at servicere virksomheder, tiltrække større events, fokusere på klima- og bæredygtige indsatser samt bidrage til at skabe en iværksætterkultur.

Skarp Prioritering

Formand for ETKerteminde Jess Aagaard, der til daglig er partner i Kielberg Advokater, glæder sig særligt over at Kerteminde Kommune viser handlekraft ved at investere og inddrage ETKerteminde i den ekstra indsats, der er målrettet erhvervslivet.

”Det er mange nye opgaver der tilføjes til en relativt lille organisation. Derfor kræver det en skarp prioritering og med kommunens opbakning og investering, så har vi et rigtigt godt fundament på plads til at komme i gang, og det er fantastisk”, siger Jess Aagaard.

Men nu er du jo en af dem, der skal være med til at prioritere indsatserne. Hvis du kunne bestemme helt selv, hvad er så det væsentligste, der skal arbejdes med i det næste år?

”Det er branding og markedsføring af det, vi har at byde på. Den helt afgørende faktor for, at vi lykkes er, at vi får fortalt omverdenen, men også os selv lokalt, hvad det er vi har at tilbyde. Det vil jeg være ekstremt fokuseret på lykkes,” siger formanden.

Borgmesteren er tilfreds

Den øverste ansvarlige for vedtagelsen af den nye erhvervsstrategi er borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen (S). En væsentlig del af baggrunden for ETKerteminde er ifølge ham behovet for en bedre service over kommunens mindre virksomheder.

”De store virksomheder har i noget tid haft det, der hedder en Key Account-manager, dvs. én indgang til kommunen. Det er min opfattelse, at de virksomheder har følt sig godt behandlet. Men det er min lige så klare opfattelse, at det har de mindre ikke. Det skal ETKerteminde rette op på”, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen.

Han anfører tillid, dialog og respekt for hinandens virkefelter som nøglen til succes i det samarbejde, der skal være mellem ETKerteminde, Kerteminde Kommune og Erhvervshus Fyn.

”Vi har jo myndighedsopgaven og nogle gange er der nogle ting, der ikke kan lade sig gøre. Det skal man have respekt og forståelse for når man står ude hos en virksomhed. Men det er klart, at vi i kommunen skal være på dupperne og være meget servicemindede overfor vores virksomheder.”

Kerteminde skal være kommunernes svar på FC Midtjylland

Hvis borgmesteren skal prioritere i de mange indsatser erhvervsstrategien indeholder nævnes flere områder, men fremhæver to.

”Der skal fokus på sammenhængen mellem turisme, erhverv og events. Her tror jeg virkelig på, der er nogle muligheder for os. Det betyder tiltrækning af flere events af enhver afskygning. Den anden ting er, at vi godt må være den frække dreng i klassen. Jeg vil gerne betragtes ligesom FC Midtjylland gør i superligaen. Det skal være sådan, at tænker nogen, at det har de ikke prøvet før eller det bliver svært at få til at ske, så skal Kerteminde dukke op på deres nethinde.”

Kasper Ejsing Olesen understreger af et par omgange, at succesen er et holdarbejde, der afspejles i ansvaret for de forskellige opgaver på tværs af de 3 organisationer.

Vi glæder os

Dorte Frandsen, der står i spidsen for ETKerteminde, glæder sig over, at et nyt samarbejde har set dagens lys og oplyser, at hele organisationen har taget opgaven til sig med stor alvor og respekt for dens omfang. Samtidigt er alle klar på at gøre sig stor umage for at leve op til de mange forventninger, der lægges op til. 

”Jeg er så utroligt stolt over at vores lokale virksomheder er så konstruktive og medspillende, men vigtigst af alt; kreative, ambitiøse og målrettede. Det er derfor også med stor ydmyghed at vi går til opgaven om at servicere og stå til rådighed bedst muligt for vores dygtige virksomheder”, siger Dorte Frandsen.

FAKTA:

Kerteminde Kommune vedtog i sommeren 2020 en ny erhvervsstrategi. Strategien findes her: https://kerteminde.dk/Files/Files/Politik/Vedtagne%20politikker/Erhvervsstrategi%202020-2024.pdf

ETKerteminde er en ny organisation etableret i en fondsstruktur, men primært finansieret af Kerteminde Kommune. Der er derfor både repræsentanter fra Kerteminde Kommune og det lokale erhvervsliv i bestyrelsen. Se mere på www.etkerteminde.dk

Nyheder, tiltag og aktiviteter fra ETKerteminde, kan man modtage direkte i sin mailboks, ved at skrive til : kontakt@etkerteminde.dk. For mere information omkring hvad ETKerteminde kan tilbyde, kan man gå på opdagelse på www.etkerteminde.dk eller man kan følge med på de sociale medier:

LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/erhvervskontakten-kerteminde/

Facebook: https://www.facebook.com/Kertemindeerhverv

 

Kerteminde Kommune har langt hovedparten af jobs forankret i små og mindre virksomheder. I 2018 var 935 ud af 1.154 arbejdssteder med 0 - 9 ansatte og kun 32 ud af 1.154 arbejdssteder havde over 50 ansatte. Dermed udgør de såkaldte mikrovirksomheder 81 % af antal arbejdssteder. I 2019 blev der etableret 113 nye virksomheder i Kerteminde Kommune. Kilde: Danmarks statistik 2018

Kontakt os

ETKerteminde
Strandvejen 6, 5300 Kerteminde
Telefon: +45 65 32 11 21
Mail: kontakt@etkerteminde.dk

Find os

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.